Træning i de tidlige morgentimer

Tekst: Clara Edgar, journalist

Foto: Clara Edgar

Hos Boligselskabet Sct. Jørgen er de ansatte mere end bare arbejdere. De er hele mennesker. Derfor prioriterer virksomheden også både sund mad, sundhedstjek og træning til hele holdet, og det styrker både kroppen og fællesskabet.

Otte ansatte har trodset kulden og mørket og bevæger sig i samlet flok ned mod idrætsanlægget. I front er fysioterapeut Betina Schmidt, som leder morgenens træning. Det gør hun hver onsdag for de morgenfriske, der normalt tæller lidt flere end i dag, men grundet corona er nogle blevet tvunget til at blive hjemme i sengen.

Kulden er bidende her klokken 06.25 i starten af december måned, og disen ligger stadig tungt over græsset og løbebanen. Det lader dog ikke til at være en hindring for de fremmødte, som allerede griner, joker og hopper for at komme i gang.

Til lyden af Betinas stemme begynder en let opvarmning med elastikker, mens en lille højtaler spiller popmusik.

– Så skal vi have varmet godt op i skuldrene, siger Betina med rungende stemme, og flokken begynder rutineret på en række øvelser. Herefter er det hele kroppen der skal i brug. Der bliver sat udstyr op til squats, mavebøjninger, og forskellige andre udfoldelser, som får gang i de store muskelgrupper.

– Vi skal have testet Ib’s knæ, griner Betina, mens hun leder ham hen til squat-stationen.

– Der er altid et navn på, siger Kim, som er fast inventar på morgenholdet, mens han griner. I løbet af timen bliver han da også selv nævnt med navn et par gange, ligesom mændene, som er i overtal, bliver talt ned til fordel for kvinderne, der omtales som ‘det stærke køn’ af holdlederen. Stemningen er afslappet, og luften er lige så tætpakket med højt humør og humor som den er med morgendis. Men ind imellem alt det sjove, bliver der også trænet og konkurreret, og kinderne bliver hurtigt røde og panderne glinsende.

Individuelt fokus

Det er fire år siden Boligselskabet Sct. Jørgen besluttede at de ville have et nyt syn på medarbejderne. Over årene var virksomheden vokset, og i dag er der op imod 90 ansatte. Det betød også at de fra ledelsen begyndte at se nye behov opstå – både i forhold til det sociale sammenhold og de forskellige fysiske belastninger som ansatte i forskellige positioner kan have.

Derfor allierede de sig med fysioterapeuten Betina Schmidt, som i første omgang udførte et sundhedstjek på virksomheden. Siden da har det udviklet sig til et partnerskab mellem Sct. Jørgen og Betina, hvor hun står for træning to gange om ugen – den velbesøgte morgentræning og en eftermiddagsseance, som endnu ikke trækker helt så mange til. Hun har også foretaget endnu flere sundhedstjek og skal udføre endnu et i starten af 2021.

– Det er vigtigt for os at se det hele menneske, og der er det rigtig godt at have den her aftale med Betina, som ser os fast og ved hvilke skavanker og udfordringer hver enkelt medarbejder har – og kan tage hånd om det og højde for det, siger forvaltningsdirektør Claus Madsen, som selv er med på morgenholdet.

Og netop det individuelle fokus er super vigtigt for Betina. Hendes filosofi er at alle skal kunne være med på holdene, og hvis der er nogen som har problemer med et knæ eller en skulder, så tilpasser hun øvelserne så de er på et niveau eller udføres på en måde som er fysisk styrkende frem for skadelig.

– Jeg går rigtig meget op i kvaliteten af øvelserne. At de bliver udført korrekt, siger Betina, mens hun går rundt og holde øje med deltagerne og guider og retter hvor der er brug for det.

– Jeg har høj puls, siger Kim.

– Det er da godt at der er en puls! svarer hans sidemakker, og begge de modne mænd begynder at grine.

De fleste på holdet er mænd i deres bedste år, hvilket bliver afsløret særligt af de grå nuancer på toppen, men at dømme ud fra deres energiniveau, kunne de snildt være 20 år yngre.

Runderne med øvelser er overstået, og det er tid til at lege og konkurrere ude på løbebanen, som stadig ligger hen i mørke. En mand kommenterer at der ikke er noget lys, og hele banden er farveblinde, så det skal nok gå godt. Hastigt drøner Betina ned og får sat spot på banen. Gruppen deles ind i hold, som gør sig klar til at dyste i forskellige stafetter.

Alle skal med

De otte deltagere på tre hold spurter det bedste de kan, og et hold vinder suverænt i alle dyster. Taberne får besked på at hente kaffe til vinderne resten af dagen, og der grines kollektivt over både forslaget og indsatsen.

Betina leder endnu en gang gruppen tilbage til redskaberne til en sidste omgang øvelser, og der bliver ivrigt sat i gang mens der igen kommer liv i højtaleren.

Corona spiller også ind på dagens hold, ligesom det spiller ind på arbejdslivet generelt. Der er kun otte deltagere til stede, for at overholde forsamlingsforbuddet på 10 mennesker, og i starten af nedlukningen i foråret var nogle også hjemsendte. Heldigvis har Sct. Jørgen ikke været hårdt ramt, men de nye forhold har rejst spørgsmål, som Betina også vil tage med i næste års sundhedstjek.

“Hjemmearbejde kan jo give nogle udfordringer, det er noget vi kan se nu, og som jeg kan være opmærksom på når jeg taler med alle de ansatte.”

– Vi får fx en snak om hvordan man indretter en god arbejdsstation, siger hun.

Tilrettelæggelsen af arbejdet kommer også til at være på dagsordenen i virksomheden til næste år, hvor Betina vil lave tjek på de fysiske rammer for arbejdet og komme med forslag til forbedringer. Derudover har de også et vigtigt mål, som de håber at kunne få indfriet.

– Der er nemlig en rimelig fast skare på 20 mennesker, som deltager i træningen, og vi vil gerne have resten med. Det er lidt af en opgave, men det håber vi vil lykkedes til næste år, siger Claus Madsen.

Netop fordi filosofien er at alle skal kunne være med uanset deres udgangspunkt, er dette ifølge Betina ingen hindring i at dukke op. Derfor vil hun og ledelsen bruge mere energi på at vise og gøre opmærksomme på de gode eksempler som findes blandt de træningsglade og morgenfriske deltagere. Flere her har nemlig haft succes med store vægttab, som det også er lykkedes dem at holde. Det er sket gennem træningen og en generel sparring om en livsstilsomlægning med Betina. Her spiller kost naturligvis også en rolle, og sundere kost er også blevet fast inventar i virksomhedens kantine.

– Ved at fremhæve hvor stor forskel det faktisk kan gøre, håber vi at kunne motivere andre til at hoppe med på vognen, for jeg er overbevist om at det har betydning for både sygefravær og trivsel, siger Claus Madsen.

Klokken bliver 07.30. Træningen er slut og solens lys er forsigtigt ved at gøre sit indtog. Gruppen går i samlet flok tilbage mod bilerne, og er så småt klar at starte arbejdsdagen med et ordentligt skud energi i kroppen.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.