Er der en mening med livet og det vi mennesker bliver udsat for – på godt og ondt? Det mener Anna Stokholm, der for otte år siden var tæt på at dø. To gange. Dengang var hun et viljestærkt skuespiltalent med hele livet foran sig. Viljen og mulighederne har hun endnu.

Anna Stokholm og de andre fra hendes årgang på skuespilskolen står bag scenen og venter på at starte forestillingen med et stort overraskelseselement for publikum. Skuespillerne har kastet sig ud i disciplinen site specifik, og den klassiske scene er derfor skiftet ud med en setting der ikke er bygget til teater. En gammel lagerhal. Publikum sidder klar på de opstillede stole på det rå betongulv og kigger op på første sal, der er inddelt i flere rum med glasruder. Det er som om det dirrer i lokalet. Men selvom alle ved at der skal ske noget stort, aner hverken publikum, Anna eller hendes kollegaer hvad der venter dem lige om lidt.

Hardcore rock spiller i baggrunden, og lyset er dæmpet, da Anna som den første kommer løbende frem fra førstesalen på den alternative scene, for at banke voldsomt på en af glasruderne. En chokeffekt, som det er meningen skal forstærkes af de andre skuespillere om lidt. Det er det der skal sætte hele scenen. Men så langt når forestillingen ikke. For den fyldte sal ser måbende til da Anna slår ruden itu ved det første slag. Med begge hænder.

Hun får overbalance og ryger hen over det stakit der er sat op som sikkerhed. Men det går hende kun til hofterne. Så Anna balancerer kort, falder forover og styrter de knap fire meter ned på betongulvet. Mens glas klirer og splintrer om ørerne på hende.

”Du skal bare give slip og slappe af,” tænker hun. Det har hun lært i stuntundervisningen. Så hun kollapser på gulvet som en kludedukke og brækker derfor ingenting. Men skaden er allerede sket. Inden hun rammer gulvet, har glasruden flænset Annas højre arm op. Blodet sprøjter som i en splatterfilm, og hendes hvide kjole bliver på et splitsekund ildrød. Heldigvis har en af Annas medstuderende, som sidder blandt publikum, taget et førstehjælpskursus, og han styrter op på scenen og jager hele sin hånd ind i det 20 centimeter åbne sår i Annas arm. Han presser. På den blodårer, der er ved at tømme Annas krop for blod.

Det er Annas første mirakel. For uden hans hurtige reaktionsevne havde pulsåren tømt kroppen for blod på bare fem minutter.

En så voldsom oplevelse at både skuespilelever og publikum senere er blevet tilbudt traumehjælp.

– Jeg husker tydeligt at min hjerne var fuldstændig klar i øjeblikket, og at jeg havde brug for at få styr på alt omkring mig. Så jeg lå der på gulvet badet i blod og kommanderede med folk.

– Jeg bad dem om at hente mine nøgler og min telefon, ringe til mine forældre og hente en spand, fordi jeg skulle kaste op. Jeg husker også at jeg blev ekstrem frustreret, fordi jeg skulle i praktik på Betty Nansen Teateret ugen efter. Jeg havde ikke tid til at komme til skade, og jeg tænkte slet ikke at jeg kunne risikere at dø, siger Anna.

Jeg skal ikke dø

På Odense Universitetshospital flår lægerne tøjet af Anna. ”Vi skal åbne dig, og det kan være du ender med stomi. Vi ved ikke om du vågner op igen. Det skal du vide.” De ord flyver gennem lokalet.

– Jeg havde en helt klar følelse af at jeg ikke var færdig med at være her på jorden, så stomien var det der bekymrede mig mest. Jeg var jo kun 24 år, fortæller Anna.

På operationsstuen dukker det andet mirakel op. En af landets dygtigste håndkirurger er på arbejde den dag, og vedkommende bruger syv timer på at lappe nervebanerne i armen og hånden sammen. Efter to ugers indlæggelse bliver Anna flyttet til Hvidovre Hospital for at være tæt på sine forældre.

Anna er det man kalder et multitraume. Og efter et par uger finder lægerne ud af at det ikke kun er armen der har taget skade. Hun ligner en gravid i syvende måned og har voldsomme smerter i maven.

Det viser sig at det lille trick fra stuntundervisningen, som reddede hendes knogler, i stedet har skadet hendes indre organer.

Bughulen er fyldt med blod og galde, og hun hasteindlægges nu på Rigshospitalet, hvor de dygtigste mave- tarmkirurger befinder sig denne nat. Da kirurgerne begynder at lægge dræn, er Anna kun få timer fra ikke at være her mere.

Endnu et mirakel.

Genoptræning af sindet

Da kirurger og læger har gjort deres, tager ergo- og fysioterapeuterne over. Nu skal genoptræningsforløbet i gang. Musklerne i kroppen er svundet helt ind, og armens funktion skal bygges op på ny. Selvom lægerne siger at hendes funktion aldrig vil komme tilbage, har hun en stærk tro på at de ikke får ret, og Annas stædighed gør at hun lærer at skrive og lægge makeup kun ved brug af lille- og ringfinger, og tilegner sig mange nye vaner hun tager med sig senere i livet.

Det sværeste er den mentale genoptræning. Anna er bange for glas. For højder. Og generelt for at falde. Hospitaler forbinder hun med indlæggelse og smerte. Hver nat har hun mareridt, og hun får en traumeterapeut tilknyttet gennem Rigshospitalet. En stor og vigtig hjælp.

– Jeg måtte ikke fortælle min historie det første stykke tid, fordi det ville få mig til at genoplive mit traume. Det at jeg fik den rette hjælp og de rette værktøjer, betyder at jeg hverken er plaget af angst eller mareridt i dag og sagtens kan dele min historie, fortæller Anna.

Tankens kraft

Hun har søgt forskellige behandlingsformer, blandt andet akupunktur, og har især brugt yoga til at genfinde sin fysiske og mentale styrke. I starten måtte hun finde alternative måder at udføre nogle af stillingerne på.

– Jeg havde et handicap der blev vurderet til 50 procent efter et år, og i dag, otte år efter, kan jeg det hele igen. Jeg har ikke fået følelsen i fingrene helt tilbage.

– Hvis jeg for eksempel skal optage en scene hvor jeg skal knappe en knap, og scenen skal tages om flere gange, skal jeg koncentrere mig meget mere om det, end om at sige mine replikker. Det vil altid være en del af mig. Men det er hele tiden i bedring. Selvom nerverne er skåret over, finder de nye forgreninger i kroppen. De opmuntrende ting ville jeg gerne have vidst dengang, siger Anna og tilføjer:

– Jeg er flere gange blevet kontaktet af folk som har været ude for lignende ulykker, og jeg hører gang på gang historier om læger der fortæller om alt det man aldrig kan opnå igen. Det mener jeg er et stort problem. Derfor gør jeg meget for at hjælpe folk med at finde det mod og den tro jeg selv havde. Med tankens kraft og viljestyrke kan man opnå meget, er jeg overbevist om.

En anden ting ulykken har ført med sig, er at skuespillerskolerne i dag gennemgår førstehjælpskurser, og at de studerende har mere fokus på at få tegnet forsikringer. Anna mener for eksempel ikke, at hun nogensinde havde klaret sig igennem ulykken uden sin ulykkesforsikring.

Med mor på arbejde

Taknemmelighed. Det er det ord der dukker op i Annas tanker når hun mindes ulykken. At have været tæt på at dø to gange er noget man husker resten af livet. For Anna betyder det også at hun lige efter ulykken får en stærk følelse af at hun selv vil være mor. At der er noget der er vigtigere i verden end hende selv.

– Jeg opdagede hvorfor vi er sat på denne planet. For at sætte nye væsner i verden. De rigtige fester og det rigtige tøj er ikke så vigtigt.

Den 4. november 2021 fik hun sønnen Ziggy Bob sammen med sin kæreste skuespilleren Simon Steenspil. Ziggy Bob blev født derhjemme med trygheden fra familie og venner omkring – præcis som Anna ønskede det. Efter seks måneders barsel begyndte hun optagelserne til femte sæson af Sygeplejeskolen og havde sønnen med på arbejde. Plus Simon, sine forældre eller svigerforældre som support.

– Der er ingen tvivl om at Ziggy Bob synes det er hyggeligt at være med mor på arbejde. Han er lige så glad og nysgerrig på mennesker som sin far, siger Anna og kan ikke holde smilet tilbage.

Livets små glæder

En ny serie er også undervejs, og så går Anna og Simon med store rejsedrømme. Første mål på bucketlisten er at tage til Bali eller Thailand, og i fremtiden håber de at kunne fylde Simons gamle folkevognsrugbrød med 1, 2 eller 3 børn og køre verden tynd. Karrieremæssigt vil hun gerne begive sig ud i flere historiske produktioner som Sygeplejeskolen, hvor hun kan fordybe sig i en anden tidsalder.

– Når man som voksen har skullet lære at spise med bestik igen og have hjælp til at gå i bad og på toilettet, finder man ud af at det er de små ting i livet der giver mening.

– Det er sjovt at være på den røde løber, men det er ikke noget der har betydning for min livskvalitet. Det er ting der gør mig glad, som har betydning. Min familie, mit arbejde, yoga og hverdagen med Simon og min søn, siger Anna og tilføjer:

– Jeg blev udsat for ulykken da jeg ville meget i mit liv. Det vil jeg stadig.