For skuespiller Anders Juul har soloforestillingen ‘Jeg løber’ været en oplevelse ud over det sædvanlige. Krævende og udmattende, men frem for alt smuk og meningsfuld. Stykket fortæller den sandfærdige beretning om tabet af et barn til kræft, og publikums stærke reaktioner har vist ham vigtigheden af som samfund at have rum for menneskers sorg.

Bragende klapsalver er altid rare at modtage. Men når man som skuespiller ved tæppefald mødes af en musestille tilskuersal, ved man at man har ramt et helt særligt følsomt punkt hos publikum:

– Jeg har aldrig før oplevet så intense reaktioner på en forestilling. Folk græder højlydt under stykket, og når det er forbi, er nogle så berørte at de næsten har svært ved at forlade salen. Forestillingen giver tilsyneladende folk en ventil for deres egen sorg på en måde som der ellers sjældent er plads til.

Forestillingen er Det Kongelige Teaters Jeg løber, og ordene tilhører Anders Juul, ene mand på scenen i det knap halvanden time lange stykke. I forestillingen spiller – og ikke mindst løber – den 37-årige skuespiller sig gennem den hjerteskærende beretning om en fars sorg.

Baggrunden for stykket er sørgeligt sand: I 2013 mistede journalist Anders Legarth Schmidt sin datter til kræft, og samme dag begyndte han at løbe. Løb blev en måde for ham at håndtere sorgen på, og efter to år begyndte han at skrive om det. Den blog der kom ud af det, danner basis for forestillingen, og for Anders Juul har det været en helt speciel oplevelse at inkarnere så barsk en fortælling på scenen:

– Det har overvældet mig hvor stærkt den her forestilling har virket på folk. Den rammer deres egen sorg og skaber et rum for noget af det som vi i vores samfund er allerdårligst til at rumme, siger han og uddyber:

– I Danmark har vi ikke længere det forhold til kirken som vi havde engang, så hvis man har en sorg at bearbejde, må man ofte ty til noget terapi. Og det kan være sindssygt godt og brugbart, men vi mangler et rum hvor vi kan gå hen og bare være med vores sorg uden at skulle præstere noget eller formulere noget om den. Den funktion har Jeg løber haft for folk, kan jeg mærke: Den skaber et næsten kirkeligt rum, hvor vi er sammen i sorgen over det vi hver især har mistet.

Også på det fysiske plan har forestillingen været noget særligt for Anders Juul. I kraft af løbets kernefunktion i handlingen spiller Anders Juul sig gennem lange passager i løb: Henved ti kilometer bliver det hver aften til på det løbebånd der udgør stykkets scenegrafi. Og selvom skuespillerens grundform før prøverne var relativt god, har det krævet målrettet træning at blive klar til en præstation af den kaliber:

– Jeg har løbetrænet til forestillingen i næsten et år. De første tre måneder på egen hånd, og derefter med eliteløbetræneren Claus Hechmann koblet på. Han har trænet landets bedste langdistanceløbere og har en meget videnskabelig tilgang med løbebånd, masker og måleudstyr. Han lagde løbeskemaer for mig, som skulle flytte min anaerobe tærskel op, fortæller Anders Juul.

Et menneskes anaerobe tærskel er det punkt hvor man begynder at forbrænde kulhydrater frem for fedt. Jo højere anaerob tærskel, jo bedre form. Og det var vigtigt at opnå så høj en tærskel som muligt for at kunne holde til en fuld forestilling uden at gå sukkerkold undervejs:

– Kulhydrater kan man højst løbe på i circa en time, så hvis du skal løbe længere end det, skal du være på et fedtforbrændende aktivitetsniveau. Da forestillingen varer et godt stykke over en time, var det afgørende at få udvidet min fedtforbrændingszone, så det har været et klart mål med træningen, forklarer han.

Den intense løbetræning har gudskelov ikke givet skuespilleren skader undervejs. I den forbindelse har det været en vigtig tryghedsfaktor at have teatrets fysioterapeuter inden for rækkevidde:

– Vi er jo så heldige at have faste fysioterapeuter tilknyttet balletten. De er vant til at tage sig af væsentligt mere udfordrede kroppe end min, så de ved virkelig hvad de taler om. På et tidspunkt i forløbet drillede mit knæ lidt, og der var det enormt tryghedsskabende at kunne gå til dem og få at vide at den her ømhed er muskulær og ikke noget der lige pludselig siger klik og sætter dig ud af spillet. Det ville hverken jeg eller teatret jo være tjent med, pointerer han og tilføjer at fysioterapeuterne også har været til hjælp i dag-til-dag-restitueringen:

– Når jeg spiller forestilling, er det seks dage om ugen, og der kan jeg godt mærke sidst på ugen at der ikke er ret lang tid fra fredag aften til lørdag eftermiddag. Kroppen når simpelthen ikke at slippe spændingerne helt, så der har fysioterapeuternes massage virkelig hjulpet mig, fortæller han.

Tres kilometer om ugen er en del. Men selvom den fysiske side af forestillingen har været krævende, fremhæver Anders Juul den følelsesmæssige side som langt hårdere:

– Det har påvirket mit system ret voldsomt. Det at 200 personer sidder med hver deres sorg på spil, giver en helt særlig tyngde i rummet, og det er hårdt at skulle bære det felt hver aften. Det fysiske har været mere konkret: som at bygge et hus op, og så står det der. Men at skulle igennem processen med publikum igen og igen er en udfordring. Jeg kan mærke at en del af min krop hver dag stritter imod at skulle derned: Den vil helst undgå at træde op og tage det første skridt på det løbebånd, for derfra er der kun én vej, og det er igennem det, siger han og tilføjer så straks:

– Men samtidig er det også en enorm tilfredsstillelse at spille den, fordi det er så smuk og meningsfuld en oplevelse. Bare alle de mails jeg efterfølgende har fået fra folk, bekræfter at forestillingen gør en forskel. Derfor har jeg også lyst til at blive ved med at spille den de næste ti år endnu, smiler han.

---

Kort om Anders Juul

• Født 1981, opvokset i Hillerød og Århus
• Uddannet fra Skuespillerskolen ved Århus Teater i 2005
• Har nyligt høstet stor anerkendelse for solorollen i Det Kongelige Teaters Jeg løber og for hovedrollen som Rasmus i spillefilmen En frygtelig kvinde. Jeg løber har netop turneret og spiller igen i hovedstaden til september. Senere på året venter mindre roller i bl.a. den kommende Afdeling Q-film og den europæiske tv-samproduktion The Team II
• Bor i København med sin kæreste, dramatikeren Line Mørkeby (der står bag manuskriptet til Jeg løber), og deres to fælles børn