KLUMME: Videnskab kontra sund fornuft: Er forskning for langt fra virkeligheden?

For et stykke tid siden fik jeg tildelt en større bevilling til et forskningsprojekt. En kollega spurgte ind til hvad det handlede om, og jeg fortalte at vi vil undersøge om ældre der er ramt af apopleksi (slagtilfælde), vil få et bedre liv hvis de bliver støttet til at være aktive og genoptage deres tidlige interesser og sociale liv. Min kollegas spontane svar var: “Jamen det behøver I da ikke undersøge. Det er da sund fornuft. Det siger da sig selv”.

Det førte til en snak om hvorvidt vi er gået for vidt i vore bestræbelser på at vurdere evidensen – altså føre videnskabelige beviser – for vores behandlinger og indsatser i sundhedsvæsnet. Gør vi det for at tækkes sundhedspolitiske beslutninger og sikre vores fags forsatte berettigelse? Og får jagten på evidens konsekvenser for de såkaldt varme hænder?

Lad mig allerede nu konkludere: Evidens ER sund fornuft! Af mange grunde: mere viden, bedre beslutningsgrundlag, mere udvikling osv., og vi må have mere af den, blandt andet på de psykosociale områder, men også når vi udfører mere komplekse terapeutiske indsatser.

Det er vanskeligt at forske i komplekse forhold, men forskningen er nødt til at kunne rumme dette, for vi lever i en kompleks verden, hvor mange faktorer spiller ind på vores sundhed, livsstil og livsglæde. Vi er heldigvis i dag blevet langt bedre til at undersøge indsatser eller interventioner som er mere sammensatte og komplekse, og dermed mere ligner den virkelighed den skal fungere i. Inden for fysioterapi er der fx tradition for at kombinere flere typer af behandling, og samtidig tilstræbe at patienten selv lærer at håndtere sine problemstillinger. Det er efter min mening også den rette vej at gå for forskningen og udviklingen af faget, også selvom det er både vanskeligt og tidskrævende at forske i. Jeg er dog ikke sikker på at alle mine forskerkollegaer er enig med mig i dette synspunkt. Fra dem hører jeg forsat et stærk tro på og stræben efter at finde det mest enkle del-element at undersøge, for derefter at undersøge det næste enkle led – som perler på en snor (del+ del+ del) – for forhåbentligt så at ende med en helhed der svarer til noget man kan udføre i praksis.

Jeg er dog sikker på at mine forskerkollegaer deler mine bekymringer over at evidens i dén grad bliver brugt som et politisk modeord og et politisk magtvåben. Alene derfor bør vi diskutere og tage stilling til fænomenet. Det er fx efter min opfattelse ikke ok at udtale at der ikke er evidens for en behandlingsform, eksempelvis ridefysioterapi, hvis man undlader samtidigt at forklare at feltet ikke er undersøgt godt nok, og at eventuelle undersøgelser der er udført, er af ringe kvalitet. Vi ved således ikke om rideterapi ikke virker, eller om det bare endnu ikke er bevist at det virker. (Til gengæld ved vi at det ikke er bevist at det IKKE virker.)

Jeg er også sikker på at mine kollegaer er enige med mig i at vi aldrig må vælge evidensen for evidensens skyld, men først og fremmest altid må have fokus på de mennesker som vores sundheds-indsats skal gavne.

Vi skal for alt i verden bevare en stærk faglighed, der tager udgangspunkt i menneskelighed og værdighed, både i den sundhedsmæssige forskning og udvikling og i samarbejdet med de mennesker der så trygt lægger deres kroppe i vores hænder.