Yoga er også for håndværkere

Tekst: Marianne Nørup, journalist

Foto: Alexander Tengbjerg

Afprøv mange forskellige aktiviteter!

Sådan lyder direktør Morten Sort Mouritsens erfaringsbaserede råd til virksomheder der ønsker at indføre kollegamotion. Det er nemlig ikke altid det man forventer, som bliver en succes.

– Vores yogahold er fx blevet meget populært, og ikke bare blandt kontorfolket. Det kræver noget andet end at stille op til løb eller crossfit, men mange af håndværkerne har taget yogaen til sig og får gevinst af den bevægelighed og grounding man kan få gennem yoga, fortæller han.

Jan Pedersen er 62 og tidligere tømrer, men arbejder i dag administrativt på kontoret. Han er enig i at holdånden blomstrer gennem de fælles aktiviteter, og han er af dem der, til sin egen overraskelse, er blevet begejstret for yoga:

– De første gange var det sat’me ikke rart. Jeg er jo gammel og stiv. Men nu kan jeg mærke at yoga gør noget godt for mig, siger han med et smil.

Yogaens velsignelser kom ikke bag på stedets bogholder, Irina Ravnlykke, som har dyrket yoga i 15 år.

– Det er rigtig godt, både for os der arbejder på kontoret, men også for håndværkerne. Yoga giver ro i krop og sjæl, og man er sammen på en helt anden måde end ellers, siger hun. Selvom hun hver dag starter dagen med yogastræk derhjemme, har hun bemærket at hun har det bedre i kroppen de dage hvor hun har deltaget i personale-yogatimen i huset.

– Mange af os døjer med smerter i nakke og skuldre, og det hjælper strækkene på, forklarer hun.

Kræver ikke så meget

Jan fortæller at den personlige rådgivning fra fysioterapeuten har gjort en stor forskel for ham.

– Hun guider mig personligt, og hun tør gå tæt på og sige tingene som de er: ’Stop med tobak og bajere! Du har for meget indvendigt fedt, og det er ikke godt’, fortæller han.

I dag er Jan fast deltager i de fleste aktiviteter, og han nyder at være med. Noget af det bedste, synes han, er når kollegerne samles udenfor til crossfit. Når det sker, skal der lige flyttes et par varebiler i gården for at få plads, og ligesom virksomhedens indendørs crossfitområde er det et eksempel på at man ikke behøver at have store og dyre faciliteter for at kunne afvikle fælles fysisk aktivitet på arbejdspladsen. Jan fortæller med et smil at huset også kun har ét enkelt bad, så efter en morgentræning kan man fint ’sidde og lugte lidt mens man venter på sit bad’ – det er faktisk bare med til at gøre sammenholdet større, mener han.

Han tilføjer at ledelsen meget ofte er med til træningen. Og det betyder meget for ham:

– Når vi sveder og griner, er alle i samme båd. Der er ikke noget hierarki.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.