Michèle Bellaiche er vild med at lege. Hun giver sig fuldt i Ludo og Matador og drøner tit omkring i Solrød med ungerne på rulleskøjter eller i hoppesko. Rigtig træning bliver det til 3-4 gange om ugen, for god form er nødvendig i jobbet som studievært i Go’ aften Danmark.
Lange og intense arbejdsdage i studiet i Tivoli. Sjove og afslappede fridage hjemme med børn og familie i strandhuset ved Solrød Strand. Journalist og vært på Go’ aften Danmark Michèle Bellaiche elsker sit kontrastfyldte liv.
– Nogle dage arbejder jeg 11 timer. Andre dage holder jeg helt fri. Så hygger vi herhjemme, og mine børn får lov at fylde rigtigt meget. Vi spiller en masse spil. Jeg er temmelig barnlig og elsker at lege.
Josephine er 13 år og Philip 9. Michel Bellaiche er fraskilt og datter af en fransk far og en dansk mor, og så er der søsteren og svogeren og deres to drenge. Alle bor tæt på hinanden.
– Jeg bruger med stor fornøjelse hele søndagen eller måske mandag aften på Matador eller Ludo med ungerne. Det er vildt sjovt, og vi går meget op i det. For nyligt har vi genopdaget Stratego.
Michèle Bellaiche og hendes børn spiller alene eller med familie og venner. På ferie med hele familien i Thailand stod den på Ludo hver dag i middagsheden. Herhjemme er en tilbagevendende udfordrer hendes gode ven Hans Pilgaard.
– Hans er sådan nærmest min bror og lige så barnlig som mig. Han kan finde på at ringe og spørge hvad vi laver. Så kommer han og hans kæreste kørende med bilen fuld af slik for at tæve os i Matador.
Det er dejligt at blive helt væk og glemme mobiltelefon og mail, synes Michèle Bellaiche, der også kan finde på at drøne omkring sammen med sine børn på de små veje på rulleskøjter eller løbehjul eller i hoppesko. Hoppesko er sko med fjedre, der får dig til at hoppe som en kænguru.
– Jeg går kun med ud når jeg virkelig har lyst. Jeg tror på det gode eksempel. Børn ser hvad du gør, og de mærker hvad du kan lide. Det betyder mindre hvad du går rundt og siger, mener hun.
Måske derfor har Josephine og Philip for længe siden afsløret at deres mor har en sød tand.
– Jeg er blevet taget i at guffe chokofanter i sofaen tirsdag aften efter de var gået i seng. Det er jo lidt flovt, og jeg prøver at styre det. Jeg elsker slik og kager og kan bare ikke have det i huset.
Ellers spiser studieværten sundt. Hun elsker grøntsager, fisk og magert kød og er ikke vild med tung mad med sovs. Børnene foretrækker mere traditionel mad.
– Sommetider kommer den fine pose med grønt urørt retur fra deres skoletasker. Så har de kun spist frikadellerne. Men jeg gider ikke være fanatisk, det skal også være hyggeligt.
Alkohol er til festlige lejligheder. Michèle Bellaiche har dog altid en flaske champagne på køl, hvis noget festligt skulle dukke op.
– Og så må jeg sige at den der dejlige kop kaffe på terrassen efter arbejde kan blive til gin og tonic eller hvidvin. Det er sket efter at jeg er flytter her ned og har fået udsigt over vandet.
Michèles hus ligger 50 meter fra stranden, og alle dage starter og slutter ved dér.
– Det er ret vanvittigt. Jeg kan have tilbragt dagen med at interviewe statsmisteren, nogle superstjerner eller danske børn og voksne midt i pulserende København. Omgivet af virak og larm. Klokken 20 går jeg så her og ser ud over vandet. Alene i fred og ro med min hund.
Den to år gamle sporhund Sherlock skal luftes mange gange om dagen. Det kan være træls, men betyder at hun kommer af sted. Sommetider lufter et af Michèles familiemedlemmer Sherlock. De henter også børnene hvis hun ikke selv kan nå hjem.
– Vi bruger hinanden rigtig meget og ses tit. Ofte mødes vi bare til en hurtig kop kaffe eller noget aftensmad. Fordi vi ses i hverdagen og ikke kun til fødselsdage og jul, behøver det ikke være superhyggeligt hver gang. Vi følger hinandens liv tæt.
Michèle Bellaiche løber et par gange om ugen. I weekenden sammen med søsteren.
– Så får vi lige snakket. Vi løber højst fem kilometer, og jeg er ikke vild med det, men jeg er vild med den måde jeg har det på bagefter. Det allerbedste er at hoppe i havet efter løbeturen, fortæller tv-værten, der også træner på hold i det lokale træningscenter et par gange om ugen.
– Der er alle mulige sjove hold. Med et travlt job og to børn er jeg nødt til at holde en god form for at have kræfter nok. Ellers bliver jeg alt får hurtig træt og får brug for masser af sukker og kaffe.
Hun har dog ingen ambitioner om at præstere noget stort inden for idræt.
– Jeg synes det er flot med alle dem der løber maraton og den slags. Mig siger det ikke noget, jeg gider ikke træne så meget.
Philip og Josephine spiller badminton i den lokale klub. De lufter Sherlock dagligt og er begyndt at cykle i skole.
– Det kan være svært at udkonkurrere tv, Play Station og sociale medier. Derfor har jeg indført en tilbagevendende elektronikfri tidszone, som de hader. Men når de har kedet sig lidt, ender det som regel med at vi cykler en tur sammen – eller tager en gang Ludo.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.