”Idræt og foreningsliv er verdens bedste genoptræning”

Johnny Sort Jensen er nem at kende. Det er manden med kun én arm. Han siger goddag med venstre og binder snørebånd med én hånd. Noget som andre måske studser over, men for Johnny er det hverdag. Det som andre dog ikke kan se, er, at han efter en fejloperation også lever i konstant smerte og hele tiden har følelsen af en krop i syre og en kanyle i nakken.

Johnny har altid dyrket meget idræt. Kigger man på hans gamle altetikpræstationer fra folkeskolen, er det helt tydeligt at han kunne have haft en strålende fremtid inden for sportens verden.

– Jeg har altid været utrolig aktiv og har dyrket mange former for idræt. Var der en bold, så var jeg der også, siger Johnny, som ikke lægger skjul på at han så et stort talent i sig selv.

Johnny er den type som nok havde fået en ADHD-diagnose, hvis den ellers fandtes dengang. En dreng med krudt i røven. Derfor skulle man også tro at en mistet arm ville slå ham helt ud af kurs, men sådan gik det ikke.

Dagen som ændrede Johnnys liv, var fredag den 13. tilbage i 1981. Johnny skulle hente nogle venner ved toget, men gled på det isglatte underlag og endte bevidstløs mellem togskinnerne.

– Toget kørte mig over med seks vogne og hen over min højre arm, der lå på skinnerne, siger Johnny, som oplevede at få nærdødsoplevelsen med en tunnel og lys på tæt hold.

– Jeg døde tre gange den aften, og jeg kan svagt huske at jeg er vågnet tre gange. Derfor var jeg heller ikke overrasket da jeg vågnede op med en amputeret arm.

Følelsen som gennemstrømmede Johnny efter ulykken, var mest at han var taknemmelig over at være i live. Han ville derfor rette blikket frem og se muligheder frem for begrænsninger. Dagen efter ulykken lærte Johnny at binde snørebånd med én hånd og skrive med venstre. Fem dage efter ulykken blev Johnny udskrevet, og ti dage efter var han allerede i gang med at spille volleyball og badminton igen.

For Johnny blev det vigtigste ord: at prøve. I stedet for at gemme sig væk og have ondt af sig selv, var det vigtigt for Johnny at han kom ud og i gang med at være aktiv igen. Det var hans identitet før, og det ville han gerne holde fast i.

– Det jeg var god til før, kunne jeg lige pludselig ikke mere. Jeg skulle vænne hele min krop til at være venstrehåndet, og det kan godt være ret svært i sportsgrene som håndbold. Jeg var nødt til at starte fra bunden, og det var en kæmpe udfordring, siger Johnny, som fremhæver at han undgik at ramme kuldkælderen ved at komme hurtigt i gang med idrætten og ved at bevare sit sociale netværk.

Det som Johnny blandt andet fandt styrke i efter ulykken, var billard. Efter at hans venner opfandt en speciel klods til ham, som skulle erstatte den mistede hånd, var han flyvende. Så var opgaven bare at være ligeglad med hvad andre tænkte.

– I billard er det hvert eneste skud der tæller. Så hvis jeg fokuserer på hvad andre tænker, mister jeg også fokus, siger Johnny, som i dag er elitebillardspiller på lige fod med spillere uden handicap.

Som om Johnny ikke havde det svært nok, skulle det vise sig at det kunne blive endnu være. Efter at have medvirket i et radioprogram om fantomsmerter, som Johnny dengang oplevede som kildren i fingrene, blev han tilbudt en operation i nakken, hvor nervebanerne til armen skulle brændes over. Det gik dog ikke helt som planlagt, og Johnny har nu levet i konstant smerte siden 1993.

– Jeg har en krop der konstant brænder. Sætter jeg nakken på plads, føles det som om jeg har en kanyle i nakken. Min overkrop føles som om den er fyldt med saltsyre, og jeg har ulidelige fantomsmerter, hvor det føles som om der i 20 sekunder er strøm til min arm, siger Johnny, som kun ser tilbage til operationen med stor fortrydelse.

Smertende er udmattende, og årene fra 1993 til 1999 var kritiske år for Johnny.

– Jeg er træt hele tiden, og jeg har ikke sovet mere end én til tre timer hver nat siden 1993, siger Johnny, som nu igen skulle finde ud af at få en hverdag til at fungere på en ny måde.

Vejen ud af smerterne er for Johnny ikke morfinpræparater. Dem undgår han helt. Hans anbefalinger er derimod at sætte noget andet i stedet for smerterne. Johnny løber fem kilometer hver morgen, og selvom han skal ”betale” for det senere, så får han noget andet at tænke på mens han løber. Det er også vigtigt at have noget at se frem til, mener Johnny. Hverdagsprogrammet hos ham er ikke pakket. I stedet indeholder ugen få ting, men ting som Johnny kan se frem til og synes er sjovt. Livskvalitet er at have noget at stå op til.

Noget af det som Johnny i dag bruger meget af sin tid på, er at hjælpe andre i samme situation som ham. Han hjælper dem der er fanget i sundhedssystemet, han holder foredrag for blandt andet fysioterapeutstuderende, ny-handicappede, smertepatienter og behandlere, og han hjælper senhjerneskadede borgere med at finde motionsformer som de synes er sjove, og som kan hjælpe dem.

– Jeg fandt selv ud af at idrætten er verdens bedste genoptræning, og det vil jeg gerne give videre til andre som har svært ved at komme op af hullet. De personer jeg hjælper, kan se at jeg også har været igennem noget lignede og lytter derfor også til mine anbefalinger, siger Johnny og fortsætter,

– Det gør mig utrolig glad at se hvordan jeg kan hjælpe andre. Et eksempel er en 50-årig mand som er hjerneskadet og ikke kunne gå to meter uden rollator, fordi han har lammelser i benene. Jeg forslog ham at prøve en Racerunner (en specialbygget tre-hjulet ”løbe-cykel” uden pedaler, red.), og på den første tur løb han to kilometer. Han tabte 17 kilo på bare tre måneder. Jeg er helt sikker på at man kan hjælpe mange på samme måde, hvis man har fokus på hvad de kan.

Når Johnny holder foredrag, handler det om hvordan man får livskvalitet og noget at stå op til hvis man er blevet ramt med et handicap.

– Fysioterapeuten er ofte den første der tager imod en person som har tilført sig et handicap. De fungerer i mange tilfælde som en slags terapeut og får indblik i patienten som skal til at starte et nyt liv. Hvis de kunne henvise til nogen som ville hjælpe den handicappede videre til at blive aktiv i forenings- og kulturlivet, så ville det gøre en verden til forskel, siger Johnny, som ville ønske at alle kommuner eller regioner havde tilknyttet en eller to personer til at hjælpe med dette.

Ved at blive tilknyttet en forening får man nye relationer og noget at se frem til. Om det så er den lokale idrætsforening, handicapforening eller et andet fritids- og kulturtilbud.

– Det er tit tanken om at skulle gøre noget, der er det hårdeste. Smerten er både fysisk og psykisk, men det er vigtigt at man kommer ud, så man kan flytte fokus væk fra smerterne, siger Johnny.  

---

Kort info om Johnny Sort Jensen –       Gift og fire børn –       Mistede højre arm ved togulykke i 1981 –       Bor i Asaa i Nordjylland –       Uddannet socialpædagog –       Aktiv idrætsudøver, bl.a. billard på eliteniveau trods fysisk handicap –       Underviser i Dansk Handicap Idræts Forbund –       Har siden 1991 afviklet mere end 1800 foredrag om livskvalitet –       Primus motor i ”Frikvarteret” – idræt og motion for senhjerneskadede borgere –       Medstifter af Ud Af Labyrinten (hjælp til borgere der er fanget i systemet)